... eller Sara eller Karin eller Morten eller ...

Det her med personlig udvikling er altså rigtig svært. Jeg ved hverken, hvor jeg skal starte, eller hvor skal jeg slutte. Når det er sagt, hvad er det så egentlig, jeg skal arbejde med? Jeg synes ikke rigtigt, der er noget sådan alvorligt i vejen med mig.

Sådan sagde min mor, da jeg i sin tid fortalte hende, at jeg skulle på kursus i noget, der hed Enneagrammet. Det var navnet alene, der i første omgang fik hende til at reagere. Da jeg derefter fortalte hende, at det handlede om at dele menneskeheden ind i 9 forskellige persontyper, hvor Ennea betød 9 og gram betød model, altså en 9-model, blev hendes bekymring ikke mindre.

Der er mange, der spørger mig, om det ikke er svært, at være en type 8. Hvad mener du med svært, spørger jeg gerne tilbage, da spørgsmålet er lidt dobbelt, blandt andet fordi ordet ”svært” er et af mine nøgleord, som type 8.

- det er ikke kønt, når hovmod står for fald

Var forleden til en workshop om skyggesider. Ikke fordi jeg ikke kender til skyggearbejde - det er, hvad jeg har undervist i på forskellig vis siden 1998, men mere for at blive inspireret. 

Universitets-professoren udfordrede sine studerende med dette spørgsmål: "Skabte Gud al ting, der eksisterer?"
En studerende svarede modigt, "Ja, det gjorde han!"

"Gud skabte al ting?" spurgte professoren.
"Ja", svarede den studerende.

Der findes tre slags sager. Min sag, din sag og universets sag, og så er den i virkeligheden ikke længere. Det er dog ikke helt så enkelt, da vi tit får byttet lidt rundt på sagerne, hvilket gør det vanskeligt at skelne mellem dem og holde os til den sag, der er vores. I stedet blander vi os i andres sager i den tro, at hvis vi får andre til at ændre sig, bliver vi lykkelige.

Jeg kan ikke med rod, sådan er det bare. Når det roder omkring mig, roder det i mine tanker. Jeg bliver stresset og kan ikke holde fokus. Når der er rod, kalder det på min opmærksomhed i stil med "ryd mig op nu", og jeg er udmattet allerede inden, jeg kommer igang. Desværre hører jeg ikke til dem, der får et kick af at organisere rod og få det hele til at se pænt ud.

Er et spørgsmål, der af og til dukker op hos de fleste af os. Ikke nødvendigvis fordi andre fortæller os, at vi ikke dur, mere fordi vi af uransagelige årsager har en selvdestruktiv side. En side, der har en trang til at pille os ned, når vi bliver enten for overmodige, dygtige eller succesrige. 

- en historie om tilgivelse

Er det tegn på svaghed, når vi tilgiver et andet menneske? Eller betyder det, at vi giver den anden tilladelse, til at blive ved med at behandle os dårligt? Eller er tilgivelse overhovedet vigtigt, og i så fald for hvis skyld, skal vi tilgive?